LAD OS TAGE EN SNAK OM SAVN

Jeg har den sidste tid haft det rigtig godt. Har intet haft at klage over. Min fødselsdag har lige været her, hvor jeg både blev fejret af veninder, kæreste og den dejligste familie. Men der var én helt speciel person som manglede. Og som jeg mangler hver eneste dag. Nemlig min far. Jeg ved ikke om nogle af jer, har prøvet og miste en forældre eller et nært familie medlem, men jeg kan fortælle jer at det er hårdt. Det er hårdt den dag det sker, ugen efter og ikke mindst årene efter. Jeg tror egentlig aldrig rigtig det stopper med at være hårdt. Mange siger “du lære og leve med det”, “det bliver nemmere med årene” – måske, måske ikke? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved bare, at jeg nu har savnet min far i snart 4 år. Jeg savner ham hver dag og kan godt mærke at ved særlige dage, som blandt andet ens fødselsdag, gør det endnu mere ondt. Jeg har lyst til at give ham et kram, at fortælle ham alt hvad der er sket og ikke sket. Jeg har lyst til at snakke med ham, spørge ham om alle de ting der frustrere mig for tiden. Hvad han synes jeg skal gøre nu, hvilken vej jeg skal vælge nu? Jeg kigger tit op mod himlen og håber på han giver mig et tegn. Bare et eller andet, som gør jeg ved han kigger med. At han holder øje. Og han ved hvor meget jeg egentlig går og mangler ham i min hverdag. Jeg har så mange ting jeg ikke fik spurgt om. Så mange ting jeg ikke fik sagt. Og lige pludselig var det bare for sent. Jeg ærger mig. Jeg ærger mig tit. Men jeg har lært, det er helt okay at savne. Det betyder nemlig at jeg har været så heldig at have en mand i mit liv, som har ændret mit liv. En mand jeg aldrig vil glemme. En mand som gjorde en forskel.

Love,
Line Meyer