The battle we didn’t choose

Boom. Tirsdag d. 27/12/11 vendte min verden sig på hovedet. Jeg kom hjem efter en lang dag på arbejdet, og mødte min familie samlet i stuen. Stemning var trykket. Jeg var klar over at min far og mor havde været til samtale på sygehuset, og begyndte hurtigt at blive lettere bekymret. Jeg husker ikke meget fra min fars forklaring, da jeg gik i chok. Jeg kunne ikke tro det. Det sker ikke for os. Ikke igen. “De har fundet metastaser i hjernen, men de kan ikke fjerne dem”, “Vi skal nok klare det her sammen” – det var blot nogle af de sætninger jeg kan huske efter jeg bryder ud i gråd.

Med hver udfordring blev vi som familie stærkere. Dagene blev længere og vaskeligere at håndtere. Min far blev mere og mere syg, selvom vi aldrig opgave håbet. Jeg troede med det dybeste i min krop, at han nok skulle klare den.

I fredags var det præcist 3 år siden min far gik bort.

Jeg lærte at sætte pris på det gode, og finde en måde at være positiv gennem det dårlige. Jeg lærte, at det er okay at græde og være bange, men at stole på en langt større magt. Og jeg lærte, at jeg har de stærkeste forældre i verden. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg ville have overlevet uden min fars styrke og beslutsomhed og kærligheden, håbet og troen fra min mor.

“Most people don’t know what to say, but they do care”

Jeg har aldrig prøvet og miste nogen sådan rigtig tæt på mig selv, før min far. Jeg mindes nogle bekendte miste deres mor til kræft i en meget ung alder. Jeg kan huske at jeg følte ubehag og tristhed på deres vegne, men tror aldrig jeg rigtig forstod følelsen. Den dag min far døde kunne jeg mærke det helt ned i maven. Jeg vidste med det samme, hvordan de to små piger havde følt, hvad de var gået igennem og det hul i maven man umuligt kan undgå og slet ikke kan forklare for andre. Jeg har fuld forståelse for samtlige af mine veninder, venner osv. som ikke har kunnet sætte sig ind i at miste en forældre, for det er næsten umuligt hvis ikke man selv har prøvet det. Heldigvis betød det ikke meget for mig, da folk omkring mig var i stand til at tale om ham, og om virkningen han havde haft på dem og deres liv, og det var virkelig betryggende. Jeg synes det er vigtigt at huske på, at selv om de fleste ikke ved, hvad de skal sige,  så føler de omsorg, de er bare bange for at gøre en dårlig situation værre.

Det sværeste for mig efter min fars død, var følelsen af at være ensom. Jeg var ikke ensom som sådan, jeg havde mine veninder, min kæreste, min familie, men alligevel følte jeg mig alene. Jeg havde svært ved at snakke om processen med fars sygdom. Jeg husker og vil nok altid huske på hvad min veninde sagde til mig, en dag hvor bægeret flød over og jeg brød sammen.”Du er nødt til at åbne dig op. Også for folk du ikke kender. Du ved ikke hvem de er eller hvad de har været igennem, før du gør. Og når du gør, vil du hurtigt opdage at du er ikke alene. Der er andre der har det præcis ligesom dig“.

I denne uge er der ekstra fokus på kræft i forbindelse med #knækcancer. Jeg følger med hvert år, selvom det er hårdt og rørende at høre folks historier, så tror jeg det er sundt at vi deler det med hinanden. For kun når vi står sammen er vi stærkest.

Jeg ved godt jeg ikke kan redde nogen ved at skrive dette indlæg, men synes jeg ville dele noget af min historie med jer. Så hvis du sidder derude på den anden side at skærmen med frustrationer, vrede og sorg over én du har mistet, måske én du elsker der er syg, så skal du vide at du ikke er alene. Du er ikke unormal fordi du er vred eller ked af det. Det er nemlig okay ikke at være okay hele tiden.

Love,
Line Meyer